Vælg en side

Virksomheder kan frivilligt lukke ned med kompensation

19. december, 2021Politik

 

Den 18. december blev der indgået en politisk aftale om kompensation, som følge af de seneste restriktioner.

Aftalen giver heldigvis mulighed for, at man frivilligt kan lukke ned med kompensation, hvis man bliver ramt af begrænsninger som følge om restriktionerne. Det betyder, at virksomheder, der fortsat har mulighed for at drive forretning, men som bliver ramt af begrænsninger på dele af deres åbningstid, mulighed for salg af alkohol eller arealkrav, kan vælge at lukke frivilligt ned.

Når nedlukningen skyldes begrænsninger som følge af corona-restriktioner, kan disse virksomheder søge om at få dækket op til 90% af virksomhedens faste omkostninger og omsætningstab som selvstændig (op til loftet) samt benytte lønkompensationsordningen for hjemsendte medarbejdere.

”DRC har kæmpet hårdt for en fleksibilitet i ordningen og er meget tilfreds med muligheden for at virksomhederne kan indtræde i kompensationsordningen, når det individuelt og konkret for den enkelte virksomhed kan konstateres, at gæsterne bliver væk og omsætningen er nul på grund af restriktionerne. Vores medlemsvirksomheder er vidt forskellige og gæsteadfærd er forskellig afhængig af koncept og adfærd. Der er forskel på at være en kaffebar på en hovedgade, en Michelin restaurant, et hotel i Skagen elle en livlig cocktalibar i København.” siger Direktør i Danmarks Restauranter & Caféer, DRC, Torben Hoffmann-Rosenstock

Aftale om yderligere kompensation til hårdt ramte virksomheder indeholder nedenstående elementer eller læs HER

Etablering af decemberpulje
Aftalepartierne er enige om at etablere en decemberpulje. I denne pulje kan virksomheder søge om kompensation på op til 150.000 kr. for sæsonbetonede omkostninger og op til 250.000 kr. for sæsonbetonede letfordærvelige fødevarer. Puljen er målrettet sæsonbetonede omkostninger, herunder julepynt m.m. og anden udsmykning, som virksomheder kan dokumentere som sæsonbetonede omkostninger, der ikke kan genanvendes ved næste sæson.

Der afsættes 10 mio. kr. til puljen.

Udvidelse af pulje for kasserede letfordærvelige varer
Aftalepartierne er enige om at justere puljen for kasserede letfordærvelige varer, som er målrettet de virksomheder og leverandører, der pga. nye restriktioner brænder inde med letfordærvelige varer i weekenden. Puljen udvides således, at den også dækker dagene frem til og med weekenden den 17. december til den 19. december 2021. Puljen for kasserede varer omfatter virksomheder registreret i CVR senest den 7. december 2021, som er leverandører til aflyste julefrokoster, private fester og sociale begivenheder mv. for mere end 50 deltagere, som skulle være afholdt uden for private hjem, fx i restauranter, festlokaler og lignende.

Den enkelte virksomhed kan maksimalt modtage et kompensationsbeløb på 40.000 kr. for kasserede varer. Der er allerede afsat 10 mio. kr. til puljen, hvilket fortsat vurderes at være tilstrækkeligt.

Frivillig lukning af virksomheder pga. restriktioner
Aftalepartierne noterer sig, at virksomheder, der fortsat har mulighed for at drive forretning, men som bliver ramt af begrænsninger på dele af deres åbningstid, mulighed for salg af alkohol eller arealkrav, kan vælge at lukke frivilligt ned. Når nedlukningen skyldes begrænsninger som følge af corona-restriktioner, kan disse virksomheder søge om at få dækket op til 90 pct. af virksomhedens faste omkostninger og omsætningstab som selvstændig (op til loftet) samt benytte lønkompensationsordningen for hjemsendte medarbejdere.

Nye kompensationsperioder
Aftalepartierne er enige om at forbedre kompensationsmulighederne for de virksomheder, der først bliver hårdt ramt fra de tidspunkter, hvor nye restriktioner træder i kraft. Under de generelle kompensationsordninger for faste omkostninger, faste omkostninger light samt selvstændige mv. får virksomheder, selvstændige mv. mulighed for at søge om kompensation fra den dag restriktionerne træder i kraft, hhv. den 10. december 2021 og den 19. december 2021.

Virksomheder kan under særlige omstændigheder, fx hvis de er stiftet i 2020 eller 2021 anvende en alternativ referenceperiode som fastsættes af Erhvervsstyrelsen.

Der tages forbehold for EU-Kommissionens statsstøttegodkendelse for de initiativer, hvor det er nødvendigt.

Vil du vide mere om

vores arbejde?