Den 29. januar 2024 blev det godkendt af Teknik- og Miljøudvalget at tillade opstilling af Kø-hegn i varslingszonerne, så nattelivsvirksomhederne nu har mulighed for at regulere kødannelse. Både forvaltningen og det københavnske politi havde anbefalet at man godkendte brugen af Kø-hegn, og det valgte Teknik- og Miljøudvalget at imødekomme. Det blev ligeledes besluttet, at der indføres gebyr ved brugen af Kø-hegn og at man skal ansøge om opstilling af Kø-hegn, for at kunne få en godkendelse hertil.
Vilkår for kø-hegn
- Kø-hegn skal være placeret som angivet i tegningsmaterialet i tilladelsen og kan opstilles i tidsrummet kl. 22:00 til 04:00 i nattetimerne torsdage – lørdage og inden helligdage. Udenfor det tilladte tidsrum skal alt inventar der vedrører kø-hegn fjernes fra det offentlige areal.
- Kø-hegn må ikke være højere end 1,2 meter.
- Kø-hegn skal anbringes på en sådan måde, at der ikke er risiko for, at de vælter eller på anden måde flyttes ud på ganglinje, cykelsti, kørebane eller lignende.
- Kø-hegn skal være flytbare og må ikke fastgøres i belægningen.
- Anvendelsen af kø-hegn tillades udelukkende til regulering af kø og for at sikre fremkommelighed og trafiksikkerhed. Der må ikke spærres af til andre aktiviteter som fx rygeområder, personaleområde ol.
- Der må ikke opstilles inventar som fx borde og stole ol. Inden for området.
- Kø-hegnet må ikke indeholde nogen former for reklame.
Af referatet fra mødet, står der ikke hvornår brugen af Kø-hegn implementeres og heller ikke hvordan gebyret for Kø-hegn fastsættes og hvad prisen er. I Danmarks Restauranter og Cafeer, holder vi nøje øje og vil selvfølgelig orientere jer lige så snart vi ved mere om den nye beslutning.
Vil du vide mere om
vores arbejde?
