For Mohamed Yassin er jobbet som dørmand meget mere end blot at eskortere fulde gæster ud af barer og natklubber. Som ejer af Guardian Group, der både leverer sikkerhed til store begivenheder, personbeskyttelse og nattelivets tryghed, ser han rollen som en vigtig kombination af kommunikation, forståelse og konflikthåndtering.
En baggrund, der styrker rollen
Mohamed har en solid baggrund i både kampsport og militæret, hvor han er uddannet sergent. Det har givet ham en unik forståelse for det mentale aspekt af arbejdet og vigtigheden af kommunikation.
"Der er stor forskel på, om man arbejder på en bar, café eller natklub. Størrelsen af stedet og klientellet betyder også meget. Derfor bruger vi altid tid på forventningsafstemning med stedet, inden vi går i gang," forklarer Mohamed.
Trods en uddannelse fra Niels Brock og en passion for kampsport var det ikke givet, at han skulle ende som direktør for et sikkerhedsfirma med omkring 100 ansatte. Men et stærkt ønske om at gøre en forskel og princippet om, at alle, der har brug for hjælp, skal have det, blev afgørende for hans vej.
En ny tilgang til rollen som dørmand
Mohamed kunne tidligt i sin karriere som dørmand se, at der manglede noget i branchen. Det traditionelle billede af en truende og barsk dørmand, der skulle afskrække gæster fra at skabe ballade, føltes forældet.
"Som dørmand skal vi kunne tale med folk. Det er det vigtigste i jobbet," siger Mohamed. Denne filosofi er også central for de medarbejdere, han ansætter i Guardian Group.
"Jeg håndplukker hver eneste dørmand og sikrer, at de har den rette baggrund og forståelse for arbejdet. Vi sørger for, at de har de nødvendige tilladelser, får den rette uddannelse og videreuddannelse, så de kan håndtere presset i jobbet," forklarer han.
Et forandret natteliv kræver nye kompetencer
Nattelivet har ændret sig markant gennem årene, særligt med en ny generation af unge, der går i byen. Ifølge Mohamed stiller denne generation større krav til dørmændenes kommunikationsevner.
"Man er mere en støttepædagog i dag, end man var tidligere. De unge har svært ved at acceptere et 'nej' uden en forklaring. Det skal man som dørmand være klar til at levere," siger han med et smil.
Samarbejde og udfordringer i nattelivet
Mohamed fremhæver det gode samarbejde mellem politiet, natteravnene og sikkerhedsbranchen, som bidrager til et tryggere natteliv, særligt i København. Han ser dog stadig plads til forbedringer.
"Politiet gør et godt stykke arbejde, men de har brug for flere ressourcer, så de kan være mere synlige. For eksempel er problemerne med muskelbiler og vanvidskørsel i nattelivszonerne ikke løst endnu. Det kræver, at der er nogen til at håndhæve reglerne og uddele klip i kørekortet. Først da vil problemet forsvinde," forklarer han.
En mission om at gøre en forskel
Med Guardian Group ønsker Mohamed at sætte nye standarder for sikkerhedsbranchen – både ved at fokusere på god kommunikation og ved at skabe en tryg atmosfære for gæster og personale.
"Mit mål er at løfte branchen og gøre den mere professionel og menneskelig. Det handler ikke kun om sikkerhed, men om at skabe tryghed og respekt i øjenhøjde."