Efter ti år med Torben H. Rosenstock ved roret, er DRC vendt fra at være en falmende brancheorganisation til at være en stærk repræsentant for den danske restaurationsbranche.
Det har ikke været nogen nem opgave. For ti år siden, da Torben H. Rosenstock for første gang satte sig i direktørstolen i DRC, var en af de første opgaver, der landede på den nyslåede direktørs bord, at DRC skulle downsize og fusioneres ind under en større organisation. DRC havde nået bunden, og branchen var det vilde vesten, blev han advaret.
Men i stedet for at downsize og de facto afvikle DRC, fik han overbevist bestyrelsen om at give DRC en chance til at bevise, at organisationen kunne udfylde det potentiale, der lå i at finde sine egne ben – også økonomisk.
I et tæt samarbejde med DRCs daværende formand, Jacob Niebuhr, var der efter et år ikke nogen der længere snakkede om hverken downsizing eller fusionering. DRC var igen tilbage på sporet og hang så godt sammen, at der nu var plads og overskud til at udvikle på alt det, DRC fremadrettet skulle kunne tilbyde sine medlemmer.
”Da jeg kom til DRC, var det nærmest kun muligt at overraske positivt,” smiler han og beskriver DRC som det der måske kunne kategoriseres som en bajerkasseorganisation, der havde lidt under et ledelsesmæssigt fravær og med en egenkapital, der var brændt fuldstændig af.
”Det er ret sigende, at DRC dengang var den største modstander af rygeloven – som de eneste,” griner han.
Inklusion rimer på restauration
Som ung begyndte Torbens karriere i restaurationsbranchen i caféen Rosenhuset i Vedbæk, hvor han lærte at lave kaffe og løbe stærkt, når cafeen var fyldt til sidste stol. Senere fulgte tre år på Café Viktor, Nokken i Rungsted, Pussy Galore på Nørrebro og andre kendte steder i København.
”Det var skidesjovt, og jeg nød det virkelig. Jeg kunne godt lide stemningen, tempoet og gæsterne,” siger han om 90’ernes byliv, hvor der var knap så mange steder at vælge mellem som i dag.
Da han for ti år vendte tilbage, var det blevet en anden tid for restaurationsbranchen. Torben kunne dog stadig genkende en ekstremt inkluderende branche og en branche, der styrker ens sociale kompetencer, da man møder alle mulige slags mennesker.
”Der er ikke mange andre brancher, der på samme måde åbner sig op og omfavner alle typer, uanset om det er tidligere straffede, mennesker med diagnoser eller flygtninge, som leder efter fodfæste i samfundet og derved en meningsfyldt hverdag,” siger direktøren og understreger, at det også er hårdt arbejde:
”Der er mange, der romantiserer det at være restauratør og drømmer om at udskifte et stille kontorliv med egen restaurant eller café. Og det lyder da også tiltalende at kunne have en hverdag, hvor den lokale vinhandler lige titter forbi med favnen fuld af dejlig vin, og hvor venner dropper uanmeldt ind. Men for mange ender det med, at man står alene i mange timer, fordi der ganske enkelt ikke er økonomi til at ansætte nok folk. Og når man har hørt alt det Gipsy Kings, man orker, lukker forretningen. For det er benhårdt arbejde”.
Ja, vi har også et ansvar!
DRC var en af de første i branchen til at arbejde seriøst med samfundsansvar.
”Vi så, at der lå en potentiel innovationsdriver her i en ellers relativt konservativ branche,” siger han.
Sammen med medstifter af Sticks’n’Sushi og senere formand for DRC, Kim Rahbek Hansen, byggede DRC et nyt branchesamarbejde op omkring de ti principper i FN’s guiding principles.
Samarbejdet, som blev lanceret i 2018, blev døbt Restauratørernes Garantiordning (REGA) og var den første af sin slags, hvor en branche gik sammen for at løfte deres samfundsansvar.
”Foruden de politiske sejre vi har fået under vesten, så står REGA for mig, som et absolut højdepunkt i de ti år, jeg har været direktør,” siger Torben Hoffmann Rosenstock.
”Det var et kæmpe gennembrud at få så mange af de toneangivende restauratører til at gå sammen for at dele informationer og holdninger til den retning, man gerne ville bevæge branchen i,” siger han og fortsætter: ”Det var samtidigt også vendepunktet for DRC, da vi med REGA-samarbejdet fik slået fast, at DRC er en seriøs brancheforening for såvel små som store medlemmer.
”Virksomhederne kan godt synes, at arbejdet med grøn omstilling er bøvlet og forståeligt nok. Men man kan ikke forvente forandringer, hvis man ikke strækker sig efter det,” siger han og bruger en vending, han bruger til at beskrive den arbejdsmoral, han har fået med hjemmefra, hvor man ikke tager noget for givet.
Som søn af en far, der var smedemester og en mor, som var uddannet smørrebrødsjomfru, er han den første i familien, der har fået både en studenterhue og en universitetsuddannelse.
”Da jeg skiftede fra Dansk Erhverv over til DRC, var det som om, der var nogle ting, der faldt på plads for mig,” siger den tidligere bartender og tjener.
Men i stedet for at downsize og de facto afvikle DRC, fik han overbevist bestyrelsen om at give DRC en chance til at bevise, at organisationen kunne udfylde det potentiale, der lå i at finde sine egne ben – også økonomisk.
I et tæt samarbejde med DRCs daværende formand, Jacob Niebuhr, var der efter et år ikke nogen der længere snakkede om hverken downsizing eller fusionering. DRC var igen tilbage på sporet og hang så godt sammen, at der nu var plads og overskud til at udvikle på alt det, DRC fremadrettet skulle kunne tilbyde sine medlemmer.
”Da jeg kom til DRC, var det nærmest kun muligt at overraske positivt,” smiler han og beskriver DRC som det der måske kunne kategoriseres som en bajerkasseorganisation, der havde lidt under et ledelsesmæssigt fravær og med en egenkapital, der var brændt fuldstændig af.
”Det er ret sigende, at DRC dengang var den største modstander af rygeloven – som de eneste,” griner han.
Det absolutte lavpunkt
Mens REGA har været direktørens absolutte højdepunkt de seneste ti år, var coronapandemien et lavpunkt. I DRC kørte et ekstremt dygtigt sekretariatet på pumperne for at hjælpe medlemmerne, der forsøgte at manøvre rundt i et komplekst regelsæt af hurtigt skiftende restriktioner og kompensationsordninger, der ofte afstedkom flere spørgsmål end svar – alt sammen fordi det hele skulle gå så stærkt fra statens side. Samtidig så nogle fagforbund pandemien, og den sårbare situation virksomhederne befandt sig i, som en anledning til at sætte virksomhederne under pres, ved at varsle konflikt overfor virksomheder, der derved kunne blive nægtet adgang til lønkompensation med tilbagevirkende kraft.
”Det var på alle måder forkert og efter min vurdering også en voldsom krænkelse af virksomhedernes retssikkerhed,” siger Torben Hoffman Rosenstock.
Efterspillet fra pandemien og den efterfølgende tid med stigende el, vand og fødevarepriser, har betydet en større grad af konsolidering i branchen.
”Mange af de store er blevet større. I en branche, hvor der er stigende priser på energi, fødevarer og så videre, er det en fordel, at du kan opnå stordriftsfordele,” siger han om en branche, hvor der stadig er masser at tage fat på.
Skal han give et bud på, hvad der kommer til at fylde mest de næste ti år, så er det arbejdet med at fremtidssikre branchen gennem en grøn omstilling. Men om det bliver med ham selv ved roret de næste ti år, må tiden vise.
”Jeg er ikke fan af gentagelser, og er derfor meget obs på, at appetitten efter fornyelsesprocesser ikke forsvinder. Det er når vi finder modet og energien til at bryde med vanetænkning, at vi kan sætte rammerne for en fremtid, hvor DRC kan blive ved med at være relevant,” slutter Torben.
BLÅ BOG
Torben Hoffmann Rosenstock
51 år.
Direktør i brancheorganisationen DRC (Danmarks Restauranter og Caféer) siden 2015.
Advokat og chefkonsulent i Dansk Erhverv (DE). Sekretariatschef for forskellige brancheforeninger under Dansk Erhverv. Ophavsmand til Crimestat, der er detailhandlens digitale indrapporteringsværktøj til røveri, indbrud og hærværk. Direktør for mode- og tekstilbrancheforeningen WEAR.
I dag bestyrelsesmedlem i Stop Spild af Mad og TOC og tidligere bestyrelsesmedlem i Global Compact Network Denmark og Hey Planet. Tidligere medlem af Tænketanken Frejs Advisory board.
Uddannet jurist fra Københavns Universitet i 2005.
Gift og har tre drenge på 22, 18 og 15 år.