Et indlæg fra DRC’s politiske direktør, Freja Brandhøj:
Inflationshjælp til danskerne - bare ikke til de danskere med små og mellemstore virksomheder.
Hvis regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, De Radikale, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige havde haft fokus på virksomhedernes overlevelse lokalt, så havde de udskudt momsen, der skal falde her i marts.
Vi har allerede hørt fra de økonomiske vismænd, banker og resten af finanssektoren, samt set det i resultaterne af Danmarks Statistiks seneste konkurstal, at restaurationsbranchen og de små virksomheder generelt kæmper en hård kamp for at undgå konkurs.
Det er ærgerligt at inflationshjælpen igen blev givet uden om de små virksomheder, der skaber og værner om arbejdspladserne, livet og fællesskabet ude lokalt. Det er ærgerligt at så mange partier, der historisk har kæret sig om iværksættere og SMV’er ikke har haft netop dem for øje i aftalen, uanset om pengene var små.
Det havde nemlig ikke kostet meget at udskyde momsen, sammen med skat og am-bidrag. Det havde endda givet renteindtægter til staten, og de havde undgået at miste den gæld og de renter som virksomheder, der nu går konkurs eller rekonstruerer, havde skulle betale retur.
For mig at se, så er der derfor mange tabere i resultatet af inflationshjælpen. Bare for at nævne et par: Staten, fordi de taber penge på virksomheder, der går konkurs eller rekonstruerer. Lokalsamfund, fordi vi kan se butiksdøden og de mange restauratører, der kaster håndklædet i ringen, især ude lokalt, men også i storbyerne. De mange danskere, der arbejder i branchen.
Jeg håber, at vi kan hjælpe så mange som muligt til en fornuftig rekonstruktion eller lignende. Jeg håber, at bankerne vil udvise den rette forståelse og give den nødvendige likviditet til de mange virksomheder, der var sunde før corona og som kan blive det igen, når kriserne er ovre. Jeg håber, at regeringen og en lang række andre partier vil se på vækstpotentialet i at få differentieret momsen, få fuldt momsfradrag på restaurantbesøg, give oplevelsesbranchen mulighed for at komme ind på markedet for personalegoder, give os muligheden for at få arbejdskraft til landet, når vi har brug for det - og meget andet.
Inflationshjælpen kunne have været en kærkommen håndsrækning, men nu må vi kæmpe for nogle af de helt afgørende og langsigtede løsninger, så branchen kan bevæge sig ud af kriserne og ind i en mere sikker fremtid.
Det er vigtigt at vi værner om den branche, der for det første er en af Danmarks største eksportsuccesser og som giver en enorm vækst pga. arbejdspladser, provenu mv. men som mest af alt også giver os rammerne for de vigtigste begivenheder i vores liv: hyggen, fællesskabet og oplevelserne gennem hele livet. Det er værd at værne om og at styrke.