Vedtægter for Danmarks Restauranter & Cafeer
Kapitel I. Foreningens navn, hjemsted og formål
§ 1. Navn og hjemsted
- Foreningens navn er: Danmarks Restauranter & Cafeer - DRC.
- Foreningens hjemsted og værneting er København.
§ 2. Formål
Foreningens formål er:
- at fremme social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed for branchen, herunder at sikre ansvarlig virksomhedsadfærd hos branchens aktører og i aktørernes værdikæder.
- at varetage serverings- og overnatningsbranchens fælles interesser, fremme sammenholdet og omverdenens accept af branchens vilkår.
- at opnå størst mulig regional, national og international indflydelse på branchens vilkår.
- at yde den bedst mulige og mest effektive service over for medlemmerne.
- at tilpasse organisationens arbejdsområder og servicetilbud til de forandringer, der berører medlemsvirksomhederne.
- at samarbejde med turistbranchen samt regionale, nationale og internationale myndigheder.
- Kapitel II. Foreningens medlemmer, kontingent, udmeldelse og eksklusion.
§ 3. Optagelse af medlemmer
Stk. 1. Enkeltmedlemmer: Som medlem af foreningen kan optages enhver virksomhed, der udøver erhverv indenfor overnatnings- og serveringsbranchen og dermed beslægtet virksomhed.
Stk. 2. Koncernmedlemmer: Hvis en virksomhed ejer mere end ét forretningssted, omfatter medlemskabet samtlige virksomheder, aktiviteter og koncernforbundne selskaber, der indmeldes med kontingentforpligtelse i henhold til § 7, stk. 5. Bestyrelsen har mulighed for at dispensere herfra. Sådanne koncernmedlemmer er pligtige til årligt at indsende oplysninger om antal virksomheder i koncernen/ejerskabet.
Stk. 3. Personlige medlemmer: Som medlem af foreningen kan optages driftsansvarlige medarbejdere i virksomheder indenfor overnatnings- og serveringsbranchen og dermed beslægtet virksomhed.
Stk. 4. Foreningsmedlemmer: Foreninger/sammenslutninger med virke indenfor foreningens formålsparagraf kan optages.
Stk. 5. Støttemedlemmer: Institutioner, virksomheder og personer med interesse for og relationer til erhvervet kan optages, dog uden stemmeret på generalforsamlingen.
Stk. 6. Passive medlemmer: Enkeltmedlemmer, der ophører med at være aktivt erhvervsdrivende, kan overgå til passivt medlemskab uden stemmeret på generalforsamlingen.
Stk. 7. Anmodning om optagelse sker ved ansøgningsblanket til foreningen. I tvivlstilfælde afgør bestyrelsen endeligt, om optagelsen kan godkendes.
§ 4. Æresmedlemmer
- En enstemmig bestyrelse kan udnævne personer, der har virket for foreningens interesser til æresmedlemmer.
§ 5. Medlemspligter og -rettigheder
Stk. 1. Ethvert medlem er forpligtet til at overholde foreningens love, etiske principper samt de beslutninger og aftaler som i henhold til lovene træffes af foreningens organer.
Stk. 2. Når kontingentet er indbetalt, indtræder medlemmet straks i alle rettigheder og forpligtelser.
§ 6. Repræsentation i foreningen
- Medlemmerne kan være repræsenteret i foreningen ved ejer, bestyrelsesformand eller andre personer i ledende stilling. Et medlem skal ved indmeldelse give oplysning om, hvem der med bindende virkning for virksomheden repræsenterer denne ved foreningens afstemninger.
§ 7. Kontingentets størrelse
Stk. 1. Ved indmeldelse i DRC betales et indmeldelsesgebyr, der fastsættes af bestyrelsen.
Stk. 2. Alle medlemmer betaler et basiskontingent. Herudover kan medlemmer tilkøbe et full-service kontingent. I aftalen om full-service kontingent fastsættes omfanget af individuel interessevaretagelse og sagsførelse i konkrete sager, som DRC yder medlemmet i kontingentperioden.
Basis- og full-service kontingent fastsættes en gang årligt af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen.
Stk. 3. Bestyrelsen er bemyndiget til at indgå aftale om samarbejde med andre organisationer med virkning også for kontingentbetalingen, såfremt min. 51% af DRC’s medlemmer indmelder sig i sådant samarbejde.
Stk. 4. Indeksering af kontingentet kan besluttes af bestyrelsen. Efter indstilling fra bestyrelsen fastsættes kontingentstigninger herudover af generalforsamlingen for efterfølgende år for alle typer medlemmer
Stk. 5. Koncernmedlemmer betaler et årligt grundkontingent svarende til det årlige kontingent. Herudover betales et af bestyrelsen nærmere fastsat kontingent for alle medfølgende virksomheder, medmindre der i henhold til stk. 2 træffes aftale om en anden kontingentstruktur.
§ 8. Kontingentopkrævning
Stk. 1. Kontingent opkræves én gang årligt eller efter aftale. Overskrides forfaldsdatoen, kan bestyrelsen træffe bestemmelse om sanktioner.
Stk. 2. Foreningen er berettiget til at slette et medlem, der ikke efter to påkrav betaler sit medlemskontingent. Foreningens forpligtelser ophører samtidig.
§ 9. Udmeldelse
Stk. 1. Udmeldelse af foreningen kan tidligst finde sted 6 måneder efter indmeldelse. Udmeldelse kan herefter ske skriftligt med 6 måneders varsel til udløbet af et kalenderår, medmindre bestyrelsen i henhold til § 7 stk. 3 træffer aftale om anden kontingentstruktur. Udmeldelse og medlemskabets ophør frigør ikke det pågældende medlem for forpligtelsen til at betale skyldigt kontingent
Stk. 2. Ved medlemskabs ophør har det udtrædende medlem ikke krav på tilbagebetaling af nogen del af det indbetalte kontingent.
Stk. 3. Såfremt en virksomhed træder i likvidation eller tages under konkursbehandling, ophører medlemskabet med virkning fra den dato, driften af virksomheden ophører. Medlemmet kan efter bestyrelsens skøn opnå hjælp i forbindelse med likvidation.
Stk. 4. Ophører et medlem med at drive virksomhed, opkræves kontingent for 1. kvartal efter at foreningen har modtaget meddelelse om ophøret.
Stk. 5. Foreningens medlemmer har ikke andel i foreningens formue og hæfter kun for foreningens gæld med skyldigt kontingent.
§ 10. Eksklusion
Stk. 1. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem af foreningen, såfremt medlemmet handler illoyalt overfor kolleger eller overtræder foreningens vedtægter og etiske regler, således at standens anseelse skades. Ved eksklusion af en medlemsvirksomhed, jfr. § 3 stk. 1 og 2, er det hele virksomheden, der ekskluderes, uanset hvem der i henhold til § 6 repræsenterer virksomheden.
Stk. 2. Beslutning om eksklusion træffes af den samlede bestyrelse med 3/4 majoritet. Det pågældende medlem skal have skriftlig meddelelse om eksklusionen og motiveringen herfor.
Stk. 3. Genoptagelse af et ekskluderet medlem kan kun finde sted med bestyrelsens samtykke (3/4 majoritet), og på de betingelser bestyrelsen med samme majoritet måtte fastsætte.
Stk. 4. Så længe det ekskluderede medlems sag ikke er bragt til afslutning, suspenderes vedkommende fra alle rettigheder og pligter.
Stk. 5. Det ekskluderede medlem kan indbringe bestyrelsens afgørelse for første ordinære generalforsamling, der tager stilling til eksklusionen med almindelig stemmeflerhed.
§ 11. Indplacering af medlemmer
Stk. 1: Samtlige medlemmer indplaceres i den region, hvor virksomheden er hjemmehørende, for personlige-, passive- og støttemedlemmer dog hjemadressen. Indplaceringen foretages i overensstemmelse med kommuneinddelingen og i følgende regioner:
Region Hovedstaden, herunder også Bornholm
Region Sjælland
Region Syddanmark (Fyn + Sønderjylland til og med Vejle-Varde-Esbjerg)
Region Midtjylland (til og med Norddjurs-Viborg-Lemvig)
Region Nordjylland.
Kapitel III. Foreningens ledelse og administration
§ 12. Ordinær Generalforsamling
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens øverste ledelsesorgan i alle foreningens anliggender. Generalforsamlingens beslutninger er endelige og kan ikke indbringes for nogen domstol.
Stk. 2. Generalforsamlingen består af et antal delegerede og bisiddere. Alle medlemmer der er ajour med årets kontingent, kan tilmelde sig som delegeret. Der kan tilmeldes 1 delegeret pr. medlemsvirksomhed – dog kan koncernmedlemmer tilmelde delegerede svarende til det antal virksomheder, der betales kontingent for – dog max. 4 delegerede.
Stk. 3. Bestyrelsen er selvskrevet som delegerede.
Stk. 4. Alle andre, herunder støttemedlemmer og passive medlemmer uden stemmeret, jfr. § 3, samt yderligere repræsentanter for medlemsvirksomhederne, kan tilmelde sig generalforsamlingen som bisiddere.
§ 13. Ordinær generalforsamling
Stk.1 Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af april måned.
Stk. 2. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 3 ugers varsel med angivelse af tid og sted og med dagsorden. Indkaldelse sker i magasinet/hjemmesiden samt pr. mail til de delegerede.
Stk. 3. Forslag der ønskes optaget på dagsorden skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen.
§ 14. Dagsorden
Stk. 1. Dagsorden til den ordinære generalforsamling skal som minimum indeholde flg. punkter:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning om DRC’s virksomhed siden sidste generalforsamling
- Godkendelse af årsregnskab og budget
- Indkomne forslag herunder forslag til vedtægtsændringer
- Valg/udpegning af op til 5 medlemmer til bestyrelsen efter indstilling fra medlemmerne i regionerne. Det bør tilstræbes, at valgene afspejler foreningens landsdækkende udstrækning.
- Eventuelt valg af foreningens kritiske revisor og revisorsuppleant blandt samtlige foreningens medlemmer
- Fastsættelse af kontingent efter indstilling fra bestyrelsen
- Tiltrædelse af handlingsplan for organisationen efter forslag fra bestyrelsen
§ 15. Generalforsamlingens beslutningsdygtighed
Stk. 1. Hver delegeret har 1 stemme på generalforsamlingen
Stk. 2. Alle valg og beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. En lovligt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte delegerede. Til vedtagelse af vedtægtsændringer kræves dog 2/3 stemmeflertal blandt de fremmødte delegerede. Der kan ikke afgives stemme ved fuldmagt.
Stk. 3. Afstemning på generalforsamlingen skal foregå skriftligt, såfremt dirigenten, bestyrelsen eller min. 10 delegerede ønsker det.
§ 16. Ekstraordinær Generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når medlemmer repræsenterende min. 20% af årets kontingentbetaling har indsendt skriftlig begæring herom med nøjagtig angivelse af de spørgsmål, der ønskes behandlet på den ekstraordinære generalforsamling. I sidstnævnte tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest 6 uger, efter at den skriftlige begæring er kommet bestyrelsen i hænde.
§ 17. Bestyrelsen
Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse, der sammensættes således:
- Op til 5 medlemmer vælges på generalforsamlingen efter indstilling fra medlemmerne i regionerne i henhold til reglerne i stk. 3.
- Ordinære bestyrelsesmedlemmer vælges eller udpeges for 4 år.
- Bestyrelsen konstituerer sig med formand og næstformand.
- Foreningens direktør (uden stemmeret)
- Bestyrelsen kan desuden beslutte at optage formanden for faglige sammenslutninger, der dækker samtlige regioner, som ordinært medlem af bestyrelsen.
- Herudover kan bestyrelsen for ét år ad gangen udpege ét eller flere professionelle bestyrelsesmedlemmer med interesse for og/eller med relationer til erhvervet.
- Endvidere kan der efter bestyrelsens bestemmelse indsættes en medarbejderrepræsentant (uden stemmeret)
- Støttemedlemmer og passive medlemmer kan ikke vælges til bestyrelsen.
Stk. 2. Bestyrelsens primære opgaver:
- ansvar for foreningens drift overfor Generalforsamlingen
- ansætter og afskediger foreningens direktør
- ansvar for at udarbejde handlingsplaner, årsregnskab, budget, vedtægts- og kontingentforslag til vedtagelse på Generalforsamlingen.
Stk. 3. Hvert år forud for generalforsamlingen udsender Bestyrelsen meddelelse om opstilling af kandidater fra regionerne til valg på generalforsamlingen. Kandidater opføres på en opstillingsliste, der udsendes til medlemmerne i de pågældende regioner sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Medlemmernes indstilling skal være bestyrelsen i hænde senest 1 uge efter udsendelsen af opstillingslisterne. Kandidaterne skal så vidt muligt afspejle branchens forskellige virksomhedstyper.
Stk. 4. Bestyrelsen afholder regelmæssige møder.
Stk. 5. Såfremt ét eller flere medlemmer af bestyrelsen indenfor valgperioden ikke længere opfylder betingelserne for at være medlem jvf. § 3, udtræder pågældende automatisk af bestyrelsen. Såfremt der ikke er mindst tre generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer tilbage, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling efter reglerne i § 16 med henblik på valg af yderligere bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 6. Såfremt formanden udtræder i løbet af valgperioden, indtræder næstformanden i formandens funktioner frem til førstkommende Generalforsamling. I tilfælde heraf, eller såfremt næstformanden udtræder i løbet af sin valgperiode, konstituerer Bestyrelsen sig med ny næstformand
§ 18. Bestyrelsens beslutningsdygtighed
- Bestyrelsen er beslutningsdygtig overfor de punkter, der er opført på den til bestyrelsesmødet udsendte dagsorden. Til vedtagelse af beslutninger kræves simpelt flertal samt at mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens - ved dennes forfald - næstformandens stemme udslagsgivende, jvf. dog § 10, stk. 2 og 3.
§ 19. Rådgivende udvalg
- Bestyrelsen nedsætter de for foreningens drift nødvendige udvalg. Personer uden for bestyrelsen, blandt foreningens medlemmer eller andre med interesse for og tilknytning til foreningens virke, kan inddrages i udvalgsarbejde.
§ 20. Forretningsorden
- Bestyrelsen udarbejder forretningsorden for arbejdet i foreningens ledelse.
§ 21. Administration af foreningen
Stk. 1. Bestyrelsen ansætter og afskediger foreningens direktør, der har ansvaret for foreningens daglige administration.
Stk. 2. Øvrigt personale ansættes og afskediges af foreningens direktør
§ 22. Kompetence og tegningsregler
Stk. 1. Bestyrelsen har ansvar for foreningens drift overfor Generalforsamlingen.
Stk. 2. Foreningen tegnes af formanden og direktøren, som kan uddelegere kompetencen.
Kapitel IV. Forhold omkring tilsluttede foreninger
§ 23. Forhold omkring tilsluttede foreninger og samarbejdspartnere
Stk. 1. Foreningens sekretariat kan efter aftale med bestyrelsen varetage sekretariatsfunktioner for andre foreninger og lignende, hvis virke falder inden for foreningens formålsparagraf, mod en af bestyrelsen fastsat betaling.
Stk. 2. Bestyrelsen er berettiget til at tilkalde en repræsentant for foreningen, når der behandles spørgsmål i forbindelse med sekretariatsfunktionen.
Stk. 3. Bestyrelsen er bemyndiget til at indgå samarbejdsaftaler til fremme af foreningens formål. Sådanne aftaler tilsigter at give foreningens enkelte medlemmer økonomiske fordele i form af rabatter og pristilbud på varer og tjenesteydelser til branchen. Såfremt min. 100 medlemmer tilslutter sig en samarbejdsaftale, er bestyrelsen bemyndiget til at overtage forhandlingsretten på samtlige medlemmers vegne og varetage sekretariatsfunktionen til administration heraf.
§ 24. Pligter for tilsluttede foreninger
- Optagne lokale foreninger skal arbejde for at sikre størst mulig indflydelse i lokalsamfundet og fremme erhvervets interesser overfor lokale myndigheder, institutioner m.v.
§ 25. Repræsentation i andre foreninger m.v.
- Bestyrelsen kan udpege medlemmer til råd, nævn, kommissioner og deslige.
Kapitel V. Økonomi
§ 26. Regnskab og revision
Stk. 1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2. Bestyrelsen kan beslutte, at foreningens regnskab og bogføring varetages af en selvstændig funktion udenfor DRC.
Stk. 3. Foreningens regnskab underkastes revision af en af Bestyrelsen valgt statsautoriseret eller registreret revisor.
Stk. 4. Derudover kan der på Generalforsamlingen vælges en kritisk revisor fra medlemskredsen samt en revisorsuppleant.
§ 27. Honorar og godtgørelse af udgifter
- Bestyrelsens medlemmer, udvalgsformænd og andre, der efter bestyrelsens anmodning påtager sig arbejde for foreningen, kan oppebære honorar efter bestyrelsens nærmere bestemmelse. Honorar til DRC’s formand, næstformand og bestyrelse godkendes af Generalforsamlingen. Medgåede udgifter kan dækkes efter regning eller efter nærmere fastsatte regler.
§ 28. Foreningens formue
Stk. 1. Foreningens formue skal anbringes i pengeinstitutter, investeringsforeninger, indeksfonde eller i aktier og obligationer som, af bestyrelsen, anses for pålidelige
Stk. 2. Ved beslutning om særlige dispositioner, herunder køb, salg eller pantsætning af fast ejendom, optagelse og ydelse af lån eller anbringelse af foreningens formue på anden måde, fordres bestyrelsens godkendelse.
Kapitel VI. Øvrige forhold
§ 29. Foreningens medlemsblad
Stk. 1. Foreningen udgiver bladet The Host, der tilsendes alle medlemmer eller opføres på foreningens hjemmeside.
Stk. 2. Bladets drift kan bortforpagtes.
§ 30. Referater
Referater udfærdiges af alle møder afholdt i foreningens ledelse.
§ 31. Andre organisationer
Bestyrelsen kan beslutte ind- og udmeldelse af nationale og internationale organisationer.
Kapitel VII. Opløsning af foreningen
§ 32. Opløsning
Stk. 1. Beslutning om foreningens opløsning kan kun finde sted på to på hinanden følgende ekstraordinære Generalforsamlinger og efter indstilling fra bestyrelsen. Af indkaldelsen skal fremgå, at opløsning af foreningen står på dagsordenen. De to Generalforsamlinger skal afholdes med mindst 14 dages mellemrum. Opløsning kræver 2/3 af de afgivne stemmer på begge Generalforsamlinger. Afstemningen skal være skriftlig.
Stk. 2. I tilfælde af endelig vedtagelse af foreningens opløsning træffer Generalforsamlingen beslutning om anvendelse af foreningens formue, efter at alle forpligtelser er opfyldt, idet dog brancherelevante formål prioriteres.
Således vedtaget på den ordinære Generalforsamling i Danmarks Restauranter & Cafeer den 25. april 2024 i Aarhus.
Disse vedtægter erstatter alle hidtil gældende vedtægter og træder i kraft den 25. april 2024.
Kontakt os
København
Danmarks Restauranter og Caféer
Skindergade 7, 3. sal
DK-1159 København K
Mail: drc@thehost.dk
Tlf.: +45 3325 1011
CVR: 83840315
Odense
OFF13
Thujavej 13
DK-5250 Odense SV
Tlf.: +45 3325 1011
CVR: 83840315