DRC har ved generalforsamlingen d. 27.4. 2023 budt velkommen til den nye formand, Ronni Lundegaard fra Choicefood. Det nye formandskab, hvor Mikele Volpi fortsætter som næstformand, vil have respekten for branchen og de selvstændige tilbage – på Christiansborg såvel som i befolkningen – og have øget fokus på samarbejde for hele branchens bedste.
At Danmarks Restauranter & Caféer, DRC, står på et godt fundament blev understreget med valget af Ronni Lundegaard, Choicefood, som ny formand for bestyrelsen. Den nye formand vil benytte lejligheden og den stærke position til at gøre op med kasse-tænkningen i og omkring branchen og indbyde alle organisationer, der vil branchen det godt, til samarbejde for branchens bedste.
”Hvis corona lærte os noget, så var det, at fællesskab er alfa og omega og at resultater kræver samarbejde. Vi har som brancheforening altid fokus på at optimere forholdene for branchen og med det fokus vil vi fremover række bredt ud til branchens bedste. Og jeg glæder mig til at komme i gang.” udtaler Ronni Lundegaard.
Også Direktør i DRC, Torben Hoffmann-Rosenstock glæder sig over valget af Ronni Lundegaard som formand:
”Ronni har været en aktiv og engageret del af vores bestyrelse og er den helt rigtige formand for DRC. Vi står i en brydningstid i branchen som kræver øget fokus på samarbejde, hvis vi skal styrke branchens vilkår og samtidig gøre op med forældede forestillinger om branchen og dens forhold. Det glæder mig at vi med Ronni har fået en stærk fortaler for de selvstændige erhvervsdrivendes vilkår i Danmark.” udtaler Torben Hoffmann-Rosenstock.
At DRC er hele branchens forening bliver der ikke lavet om på med den nye formand ved roret. Her tæller alles stemmer fortsat lige meget uanset størrelse og branchens bedste er altid vigtigere end eventuelle tilhørsforhold:
”Som altid hos DRC favner vi hele branchen, top og bund og stor og lille, og alt hvad vi foretager os, gør vi for hele branchen uanset medlemskab. Kun på den måde kan vi arbejde for at virksomhederne kan få den respekt og de forhold de fortjener. En respekt, der ikke har været til stede under og efter corona” siger Ronni Lundegaard
Den afgående formand, Jacob Niebuhr, Silkeborg, fortsætter som menigt medlem af bestyrelsen og næstformand Mikele Volpi, Aalborg, fortsætter i rollen.
For yderligere info: Presse- og kommunikationschef, Lars Bjerregaard, 93404924 eller lbj@thehost.dk.