EKSAMEN TIL DANISH HOSPITALITY DIPLOMA
Gruppeeksamen
Deltagerne skal afslutte deres grunduddannelse med en gruppeeksamen, som tager udgangspunkt i et konkret projekt/case. Bedømmelsen er en helhedsbedømmelse på baggrund af gruppens præstation - projektet som helhed gives ikke en selvstændig vurdering. Deltagerens individuelle præstation vil heller ikke få en selvstændig vurdering til eksamenen, men indgå i den samlede vurdering, når alle har ydet et bidrag til det fælles produkt.
Gruppeeksamenen er således også en prøve i teamforståelse og en indirekte afprøvning i samarbejdsrelationer. Der er mange fordele ved gruppeeksamination, fx kan den skærpe evnerne til at samarbejde om et emne eller en opgave. Det er samtidig en bedømmelsesform, der fremmer planlægning, organisering og blikket for hinandens forskellige arbejdsgange og styrker. Det er netop via en eksamensform, der prioriterer samarbejde, at man opnår fokus på de kompetencer, som efterspørges i branchen.
Projekt/case
Deltagerne skal præsentere en case, som er deres idé til en ”oplevelses-virksomhed”, der er gennemsyret af det gode værtskab.
De skal præsentere og beskrive deres drømmevirksomhed og et konkret koncept (fx b&b, hotel, restaurant, kaffebar, cocktails, øl og bowling, mad og vin osv.) og beskrive, hvad der kendetegner kulturen, adfærd og værdierne i virksomheden med konkrete eksempler. I præsentationen kan de komme ind på emner som gæsteoplevelse, indlevelse og nærvær, ansvarlighed overfor gæster, opgaver, kolleger, medarbejdere, arbejdsglæde og faglig stolthed, samarbejde og hjælpsomhed, stemning, service og mad- og drikkevarer.
Undervejs skal deltagerne argumentere for de valg, der er truffet på baggrund af de emner, de er blevet undervist i, og den viden og kunnen, de har tilegnet sig under uddannelsen.
Feedback/bedømmelse
Gruppen får en samlet vurdering som enten er 'bestået', 'bestået med flot resultatet' eller 'bestået med udmærkelse'. De får også både mundtlig og skriftlig feedback.
Deltagerne får et afsluttende diplom, hvor feedback på den afsluttende prøve fremgår.
Bedømmelsespanel
Bedømmelsespanelet består af en repræsentant fra DRC samt fra den respektive skole - hhv. uddannelseschef Ivan Kausholt (ZBC) eller kursus- og projektchef Johan Kristensen Dal (HRS) - samt en ekstern leder fra branchen.
Eksamen afholdes på skolen, hos DRC eller i en virksomhed (hvor én af deltagerne arbejder).
Eksamensdatoer
28. marts - for holdet på Hotel- og Restaurantskolen (HRS), København
10. maj - for holdet på College 360, Silkeborg