Gode råd til at få hurtigere skattekort/skattepersonnummer til din nye medarbejder
5. december, 2023BranchenSkattestyrelsen fortsætter indsatsen for at holde en kort sagsbehandlingstid – og du kan hjælpe ved at følge disse gode råd.
Skattestyrelsen har de sidste par år haft succes med at nedbringe sagsbehandlingstiden og forbedre vejledningen om tildeling af skattepersonnummer og skattekort. Senest har vi i august implementeret en enklere digital blanket 04.063 med mere vejledning til de enkelte felter i blanketten.
”Vi ved fra positiv respons fra arbejdsgivere, at I er glade for indsatsen, og takker for opbakningen fra jer ved brugen af blanketten. Vi vil gerne gøre det endnu bedre – men det kræver lidt mere hjælp fra jer som arbejdsgivere og rådgivere”, siger funktionsleder Birgit Hviid, som er ansvarlig for opgaven.
”Det vigtigste er, at den digitale blanket 04.063 benyttes for hver enkelt medarbejder, og at I ikke indsender manuelle blanketter via jeres egen TastSelv, eller som rådgiver benytter rådgivermailen. Ved brug af en anden kanal end den digitale blanket 04.063 får ansøger ikke en kvitteringsskrivelse om sagsbehandlingstid og RQH-nummer, ligesom sagsbehandlingen kan blive forlænget, da vi ikke altid får de nødvendige oplysninger, som den digitale blanket anviser. Derfor får I nedenstående gode råd - nogle af dem blev udsendt sidste år, men er stadig aktuelle, - som vi håber, I vil følge”:
Indsend ansøgningen så hurtigt som muligt, gerne inden medarbejderen starter
Ansøgningen kan indsendes op til 1 måned inden 1. arbejdsdag.
OBS: Omkring årsskiftet er det særligt vigtigt at indsende 04.063 rettidigt, da forskudsopgørelsen/skattekortet for indeværende år ellers ikke kan nå at være klar til december-lønudbetalingen.
Er skattekortet ikke klar inden 1. lønudbetaling, skal arbejdsgiver indeholde 55 % A-skat.
Oplys altid kontaktoplysninger, som ansøgers navn, adresse, mailadresse og tlf.nr.
Så sender vi en kvittering på mail til ansøger for modtagelse og afslutning af sagen og kan nemmere afklare evt. spørgsmål. Husk også korrekt cvr-nummer for arbejdsgiver, fx ved flere underafdelinger i virksomheden, og oplys også gerne mailadresse og tlf.nr på arbejdsgiveren.
Vær opmærksom på, hvilke bilag der skal vedlægges - se blanketten
Fx kopi af begge sider af et nationalt ID-kort. Husk også at indsende alle sider af ansættelseskontrakten, og at den skal være underskrevet af både arbejdsgiver og den ansatte.
Ansøgeren kan autorisere fx rådgiver eller arbejdsgiver til TastSelv via blanket 02.052
Herudover har vi følgende nye gode råd:
Oplys om et tidligere tildelt personnummer i ansøgningen
Hvis den ansatte tidligere har arbejdet i Danmark, har vedkommende sandsynligvis allerede et personnummer. Husk derfor at oplyse personnummeret i ansøgningen eller oplys, at ansøger har et personnummer, men ikke kan huske det.
Brug kun blanket 04.063, hvis skattekort skal oprettes for indeværende indkomstår
Hvis lønnen er udbetalt og vedrører tidligere indkomstår, skal den ansatte i stedet for indsende et oplysningsskema.
Brug kun blanket 04.063, hvis den ansatte bliver skattepligtig til Danmark
Hvis den udenlandske medarbejder hverken bor eller arbejder i Danmark, fordi arbejdet udføres i udlandet, er medarbejderen som udgangspunkt ikke skattepligtig til Danmark. Vi kan kun tildele et dansk skattepersonnummer på baggrund af dansk skattepligt, dvs. ikke til brug for oprettelse af dansk bankkonto eller MitID.
Hvis den ansatte er statsborger i et tredjeland – indsend dokumentation
Vi skal have kopi af opholds- og arbejdstilladelse fra Udlændingemyndighederne eller begrundelse, såfremt den ansatte mener at være omfattet af en undtagelsesbestemmelse. Begrundelsen kan være en vejledende udtalelse fra SIRI.
Skal den ansatte opholde sig i Danmark over 3 måneder – brug Borgerservice eller ICS
Hvis medarbejderen skal bo og opholde sig i Danmark i mere end tre måneder, kan denne henvende sig til den kommunale borgerservice eller i et International Citizen Service (ICS) for at blive bopælsregistreret og få tildelt personnummer. Herefter kan medarbejderen selv oprette skattekort via TastSelv og behøver ikke indsende en 04.063. Dette gælder alle, der er bopælsregistreret.
Ved indsendelse af manglende materiale - følg venligst vores anvisning
Send ikke en helt ny blanket med bilag, men indsend kun det manglende
materiale via den engelske kontaktformular Contact us - Skat.dk
Læs mere her om skattekort, hvis du er udenlandsk medarbejder