For nogle restauratører kan det være nødvendigt at iværksætte kontrolforanstaltninger over for medarbejderne.
Sådanne kontrolforanstaltninger kan for eksempel være tv-overvågning, taskekontrol, eller alkoholtest.
En arbejdsgiver kan iværksætte kontrolforanstaltninger i medfør af ledelsesretten, men visse betingelser skal ifølge lovgivningen være opfyldt.
Overordnet skal kontrolforanstaltninger være sagligt begrundede i driftsmæssige årsager og have et sagligt formål. De må ikke være krænkende over for medarbejderne, de må ikke forvolde medarbejderne tab eller nævneværdige ulemper, og skal indrettes således, at der er et rimeligt forhold mellem mål og midler.