Vælg en side

Lad os sænke energiforbruget

25. november, 2022Branchen

Energipriserne er steget, og i en energitung branche som vores kan det virkeligt mærkes. Derfor er det vigtigt at spare på energien. Læs her, hvordan Energistyrelsen foreslår, at vi som virksomheder griber det an. 

Usikkerheden om energiforsyningen til Europa har fået energipriserne til at stige markant, og det rammer både virksomheder, offentlige institutioner og husholdninger hårdt. Samtidig er det usikkert, hvordan priserne udvikler sig i fremtiden. Energistyrelsen har derfor lanceret en omfattende energisparekampagne med en opfordring til, at vi alle står sammen om at spare på energien – også på offentlige og private arbejdspladser, der står for en betragtelig del af Danmarks samlede energiforbrug.

Vi har i Danmark et godt udgangspunkt med store mængder grøn energi, et udbygget fjernvarmenet og fyldte gaslagre. Men selvom afsættet er godt, er der stadig behov for, at vi minimerer energiforbruget - det gælder både private virksomheder og offentlige institutioner.

Gode vaner og optimering

 

Energistyrelsen opfordrer derfor alle danske virksomheder til at gøre en ekstra indsats for at skære ned på energiforbruget. Noget handler om at ændre adfærd og vaner, mens andet handler om at optimere drift og investere i mere energieffektiv teknologi – f.eks. at udskifte belysningen til LED, få efterisoleret bygningen eller få skiftet en gammel gaskedel ud med en varmepumpe eller fjernvarme.

Den nuværende energisituation rammer bredt i erhvervslivet, og for nogle virksomheder er situationen særlig vanskelig. Mange virksomheder gør allerede en stor og vigtig indsats. Det gavner ikke kun den enkelte virksomheds økonomi, men det fremmer også hele samfundets forsyningssik­kerhed, og er med til at sikre, at der er energi nok til os alle. Det er derfor af stor betydning, at vi alle fortsat bidrager med at holde energiforbruget nede gennem hele vinteren.

Energistyrelsens kampagneside finder I viden, vejledninger og yderligere inspiration, der måske kan hjælpe jer til endnu flere energibesparelser.

Hvis vi alle gør en indsats, kan vi sammen gøre en stor forskel.

Vil du vide mere om

vores arbejde?