Vælg en side

Lempede regler giver børn og unge under 18 bedre arbejdsmuligheder

17. januar, 2025Branchen // Jura

Børn og unge under 18 år spiller en vigtig rolle mange steder i restaurationsbranchen. De særlige regler for børn og unges arbejdsmiljø er fra den 1. januar 2025 blevet lempet, så de fremover kan varetage flere arbejdsopgaver. Arbejdstilsynet har fastsat retningslinjer for, hvilke typer arbejde de unge må udføre, hvor meget de må arbejde, og under hvilke forhold det kan foregå. Reglerne tager hensyn til både alder og uddannelsesniveau og er med formål om at beskytte de unges helbred, samtidig med at give mulighed for værdifulde erfaringer ude på arbejdsmarkedet.

Nedenfor finder du en oversigt velegnet til jer, der ønsker at ansætte børn og unge i restaurationsbranchen. De er opdelt efter aldersgrupper og kommer ind på regler for arbejdstid, pauser og tilladte arbejdsopgaver.

Du kan også læse alle reglerne på arbejdstilsynets hjemmeside: Børn og unge under 18 år - arbejdsmiljøregler

 

Unge, der er fyldt 15 år, og som har afsluttet 9. klasse

Unge må være beskæftiget med alle former for arbejde, bortset fra arbejde med fx sundhedsskadelige stoffer og materialer, farlige tekniske hjælpemidler og maskiner samt arbejde, der kan udgøre en fysisk skadelig belastning.

  • Arbejdstid: Må ikke overstige den sædvanlige arbejdstid for voksne i samme fag og aldrig overstige 8 timer om dagen eller 40 timer om ugen.
  • Arbejde om aftenen: De må som udgangspunkt ikke arbejde mellem kl. 20 og kl. 6, men der er undtagelser. Fx må de arbejde i butikker indtil kl. 22.
  • Pauser: Hvis arbejdstiden overstiger 4,5 timer dagligt, skal de have en pause på mindst 30 minutter, som skal være passende beliggende og så vidt muligt sammenhængende.
  • Hvile og fridøgn: De skal have en sammenhængende hvileperiode på mindst 12 timer i døgnet og to sammenhængende fridøgn inden for hver syv-dages periode.
  • Tilsyn: Unge under 18 år skal være under effektivt tilsyn af en person, der er fyldt 18 år og har nødvendig indsigt i arbejdet.

 

Unge fyldt 13 år, som ikke har afsluttet 9. klasse

Unge, der er 13-14 år, må kun udføre lettere arbejde, der er oplistet i reglerne.

  • Arbejdstid: Højst 2 timer på skoledage og 7 timer på fridage. Den ugentlige arbejdstid må ikke overstige 12 timer i skoleuger og 35 timer i skolefri uger.
  • Hvile: De skal have en sammenhængende hvileperiode på mindst 14 timer og må ikke arbejde mellem kl. 20 og kl. 6.

Eksempler på lettere arbejdsopgaver:

  • Service og rengøring:
    • Samle service og sætte det i opvaskemaskine.
    • Lettere rengøring, støvsugning, gulvvask og oprydning.
    • Udskiftning af håndklæder, borddækning og håndtering af service og rent vasketøj.
  • Køkkenarbejde:
    • Skrælle, skære og hakke grøntsager.
    • Lave smoothies, milkshakes og betjene softicemaskine.
    • Lettere tilberedning og servering, dog ikke under højt arbejdstempo eller med alkohol.
  • Butiksarbejde:
    • Lettere ekspedition, fx i kassen i en isbutik.
    • Modtage varer, pakke dem ud og sætte på plads.
    • Opsætning, sortering, prismærkning og pakning.
  • Kontorarbejde:
    • Kopiering, arkivering (manuel og elektronisk) og lettere tasteopgaver.
    • Lettere programmering og dokumentering.
  • Udendørs opgaver:
    • Rive blade sammen, plante blomster og luge ukrudt.
    • Pasning af mindre husdyr, bær- og frugtplukning og vedligehold af udearealer.
  • Andet:
    • Højtlæsning i børnehaver og hjælpetræning i sportsklubber.
    • Lettere opgaver ved events og konferencer.
    • Arbejde i nærheden af farlige maskiner under bestemte betingelser. Maskinen skal være slukket, afskærmet eller sikret.
    • Lettere budtjeneste og udbringning af aviser og reklamer.

Børn under 13 år

Børn under 13 år må ikke arbejde for en arbejdsgiver. De må dog beskæftiges med kulturelle eller lignende aktiviteter, hvis der gives tilladelse fra Arbejdstilsynet.

Vil du vide mere om

vores arbejde?