Vælg en side

Nye beløbsgrænser, gebyrsatser og opdatering af positivlisterne

10. januar, 2025Bæredygtighed // Branchen

Nye beløbsgrænser

Udlændinge, der har fået tilbudt et job i Danmark, kan søge om opholds- og arbejdstilladelse gennem beløbsordningerne eller fast track-ordningen, hvis de opfylder visse krav. En af betingelserne er, at lønnen mindst skal være på niveau med beløbsgrænsen for den ordning, der søges efter.

Fra 1. januar 2025 er beløbsgrænserne blevet justeret. Fremover skal lønnen være mindst 514.000 kr. for beløbsordningen og fast track-ordningens beløbsspor. For den supplerende beløbsordning og fast track-ordningens supplerede spor skal lønnen være mindst 415.000 kr.

Nye gebyrsatser

Når udlændinge søger opholdstilladelse på grund af arbejde hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), skal de som udgangspunkt betale et gebyr.

I 2025 bliver gebyrerne lavere. Fra 1. januar 2025 skal man betale 6.055 kr. for en ansøgning om opholdstilladelse på grund af arbejde. Gebyret for ansøgninger om opholdstilladelse for familiemedlemmer bliver 2.380 kr. pr. person.

Opdaterede positivlister

Positivlisterne viser, hvilke job, der mangler faglært eller højt kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Udlændinge, der får tilbudt et job på en af disse lister, kan søge opholds- og arbejdstilladelse.

Ved årsskiftet har SIRI opdateret positivlisterne, som nu gælder fra 1. januar 2025. Den nye liste for personer med en videregående uddannelse har 162 job, mens listen for faglærte har 48 job.

Med opdateringen er der altså kommet flere job på listen for videregående uddannelser, men færre på listen for faglærte.

Se positivlisterne her: Ny i Danmark

Vil du vide mere om

vores arbejde?